I går så jeg en lille film, der gjorde stort indtryk. 

Det var filmen Don´t worry. He won´t get far on foot, en bittersød portrætfilm, der handler om tegneren og alkoholikeren John Callahan, baseret på hans egne memoirer. Den bevæger sig frem og tilbage i tiden før og lige efter den ulykke, der smadrede hans liv til atomer, og efterlod ham lam fra brystet og ned og dømte ham til at tilbringe resten af livet i en kørestol. Callahan spilles af Joaquin Phoenix, der med stort talent og charme er den irriterende og grænseoverskridende Callahan, der dog efter at han går i behandling, efterhånden folder sig  ud som menneske og tegner. 

Callahan havde et alvorligt alkoholmisbrug, og var startet med at drikke allerede som 13-årig. Hans livs traume drejede sig om, at hans mor ikke havde villet have ham, og at han derfor blev adopteret til en familie, der ikke holdt særlig meet af ham, og strengt opdraget af nonner på en katolsk klosterskole. En evig inspiration til hans satiriske tegneverden. 

Callahan turde, hvor andre tav. Han gik skridtet meget videre end Gary Larson, en anden amerikansk vittighedstegner, der også har samme lidt nervøse tegnestil og absurde komik. Men den store forskel er, at Callahan gjorde grin med tabuiserede emner: dværge, nonner og religiøse i det hele taget, etniske grupper, handicappede, fattige og andre grupper, der lever på kanten. Han gik heller ikke af vejen for at fabrikere vittighedstegninger om Ku Klux Klan. Og der vil jeg mene, man skal have helt særlige evner, for at få det til at blive morsomt. Men i hans årer flød kulsort humor, og jeg synes stadig hans tegninger holder.

Jeg har været fan af Callahan i mange år. Da jeg tilfældigt opdagede et af hans albums, troede jeg faktisk det var et af Gary Larsons, lavet på en dårlig dag, for stregen var lige en tand mere rystende, og øjnene sad ret forkert i hovedet på folk, og var heller ikke lige store. Men så bladrede jeg videre, og der åbenbarede sig en skandaløst upassende verden, der – skønt emnerne var så groteske og grænseoverskridende – alligevel var hylende morsomme. 

For Callahan blev hans ulykke måske hans redning? Hvis ikke han havde været med i bilen den ulyksalige aften, men havde taget en taxa hjem, var han måske fortsat sit liv i uendelig druk uden mål og med? Efter at have været helt nede og skrabe bunden flere gange, et sted ikke mange kommer, vendte det, og han gik endelig i behandling for sin alkoholisme. 

Gruppeterapien forbundet hermed åbnede langsomt hans øjne for, at han ikke var den eneste i verden, der havde heftige ting at slås med. Hans egoisme og selvmedlidenhed blev efterhånden åbenbar for ham. Langsomt begyndte han også at tegne, med stort besvær, da han fysisk stadig var meget mærket efter ulykken, og ikke havde armenes/hændernes fulde brug. 

Han brugte sin nye indsigt som brændstof i sin tegnekunst, han portrætterede skånselsløst alverdens tabubelagte, groteske emner – og som han selv formulerer det: ”..alle ler – skamfuldt eller åbenlyst.” Vores mere eller mindre gode opdragelse forbyder os at gøre nar af andre, men som satiretegner må han tage sig friheden. Og fordi han selv tilhører flere af de marginaliserede grupper, de fysisk handicappede OG alkoholikerne, må vi andre også grine. Og det er befriende, for vi griner med ham.

Han fik snart en stribe i en lokal avis, og senere striber i både The Los Angeles Times Magazine og i The New York Times. Og mange, mange fans. Men også modstandere. På hans egen hjemmeside har han lagt nogle af de hadebreve han modtog, og i deres (selv)retfærdige indignation er de mindst ligeså morsomme som den oprindelige vittighedstegning, der var årsag til forargelsen! 

I den tid vi lever i, har satiren ellers hårde vilkår. For den omsiggribende politiske korrekthed er i al sin godhed ved at tage livet af satiregenren. Der er konstrueret nye ord, der beskriver alt det skamfulde, det vi ikke må:   slutshamning, fatshaming, sexisme, racisme, fascisme og indlejret  stigmatisering. Alt sammen meget alvorligt. Og jeg sympatiserer bestemt med mange af de, der vil løse disse samfundsmæssigt tunge problematikker. 

Men der må og skal også være plads til et godt grin ind imellem. Ellers bryder vi sammen under byrden af Livets Uretfærdigheder. Vi vil aldrig kunne løse alle Verdens problemer – lige meget hvor gode mennesker vi tilstræber at være, hvor pænt vi omtaler folk eller hvor ondt vi har af de, der har det svært.

Jeg arbejder selv i en tung branche – specialundervisning  af unge med både diagnoser og psykosociale problematikker– og alle de mennesker, der har et godt fungerende arbejdsliv i det fag, er glade for galgenhumor. For det er et fantastisk mentalhygiejnisk redskab til at gøre det ubærlige bærligt et lille øjeblik. En god, sund latter over noget af det groteske man kan blive præsenteret for i det system – politisk ukorrekt, som det måtte være - er en nødvendighed. Og at grine godt igennem, er den bedste medicin mod det tungsind, der kan gribe en, når man ind imellem ikke ser andet end udfordringer hele vejen rundt. 

Jeg mener satiren har sin plads i ethvert moderne samfund, og at den er nødvendig. Nødvendig, fordi den giver os mulighed for et lille grin, for at pjatte lidt, og glemme hvor hårde og svære visse ting er her i livet.

Satiren skal bruges som en lille smilepause, et hul i alvoren, og når den er god, og satiretegneren begavet, kan det opløfte sig til noget nær kunst. For det er en kunst, med et kærligt glimt i øjet, at påpege det sjove i det groteske og vanvittige, uretfærdige eller hvad det nu måtte være. Det er  det, vi skal bruge satiren til! For selvom den udstiller og gør grin med, nedgør den ikke. 

Tjek John Callahans hjemmeside ud: http://www.callahanonline.com/index.php

Og se filmen, den er absolut seværdig. 

Allerførst skal jeg sige, at jeg har den allerstørste respekt for kunstnere, der arbejder hårdt og seriøst med deres ting. Arbejder dag ud og dag ind, nogle gange i år, og tilsidesætter alt, for at skabe det ultimative, det optimale, det bedste de overhovedet kan komme frem til gennem hårdt arbejde. Sådan skal det være! Det er hjerteblod, det er følelser og det er vigtigt, måske det vigtigste overhovedet i deres tilværelse. 

Men lige så vigtigt er det at lege, når man arbejder indenfor det kreative felt, herunder kunst. Uanset om man skal sælge sine ting eller blot er en glad amatør.

For leg er udviklende, og det gælder absolut ikke kun for børn, men lige så meget, når man er voksen. !

(Forretnings)kunstnere, der udelukkende producerer værker med salg for øje,  tror jeg ikke rigtig på kan lave spændende ting, der rykker. Jeg har set uendelige mængder af den slags – uoriginalt, fortænkt, fortærsket, plagieret og kønsløst. 

Giv mig hellere en original og frisk børnetegning. Vel at mærke fra perioden inden barnet går i teenagemode, bliver selvkritisk og kun vil lave ting, der ligner det andre har lavet. Pop. Ofte kopier af tegneseriefigurer eller tegninger af popidoler. Hvem husker ikke den periode fra sig selv? Har du måske ikke været rigtig god til at tegne Anders And eller Mickey Mouse? Eller heste fra hestebladene? Og har du egentlig tegnet noget siden, andet end tændstikmænd? Nej vel?

Popkunst er der nu ikke noget galt med; det er en kunstgenre jeg holder rigtig meget af, især den oprindelige fra 1950´erne men også det nyeste skud på stammen, Lowbrow-art.

Tilbage til legen.

Jeg er rørende enig med COBRA-bevægelsen i, at der er noget værdifuldt at finde i ”det oprindelige”.  ”At forsøge at tegne som et barn” er jo en fantastisk idé, for så mange polerede lag af tillært (selv)kritik skal skrælles af, inden vi kommer ind til det oprindelige i os selv. Den nemmeste måde at komme derhen på, er ved at lege – her forstået som, at lave ting man udelukkende laver for sin egen skyld, som en pludselig indskydelse, og fordi man har lyst. Et gammelt mundheld hedder ”lysten driver værket”, og det er ikke helt usandt.

COBRA opstod, fordi en flok kunstnere var utilfredse med den drejning avantgarden i kunst på daværende tidspunkt (1948) havde taget: den førende bevægelse var surrealismen, og kunstnerne  i den nye COBRA-sammenslutning tog afstand fra denne i et manifest, hvor de blandt andet beskriver, at de mener kunsten er kommet til en endestation fordi kreativiteten er død. Der er ingen udvikling, kunst er blevet et instrument til at realisere borgerlige (æstetiske) idealer. De vil nu arbejde på, at den personlige intuition, underbevidstheden og den i alle iboende kreativitet skal vækkes og komme til orde. Dermed mente de også, at alle mennesker har en kreativ åre, og at kunst ikke kun er begrænset til  særligt begavede, skolede kunstnere, men at kunsten er i os alle. 

Det kan man være enig eller uenig i. Udviklingen siden da taget i betragtning havde de både ret og ikke ret: for flere mennesker end nogensinde arbejder med at skabe billeder, men om de alle er kunstnere? Se det er en anden og meget spændende diskussion!

For et stykke tid siden var jeg på Louisiana, hvor jeg så en udstilling med fede, moderne malerier, men kunstnerens skitsebøger var også udstillet og de var ærligt talt næsten endnu mere spændende: fulde af vanvittige, fjollede tegninger, mærkelige forslag til alle mulige og umulige opfindelser, sære ansigter, tossede påfund af alle slags, obskøn seksualitet og sære kostumer; virkelig en guldgrube af piblende kreativitet. Og ud af denne ursuppe af skaberglæde kom de store værker, de ”rigtige” billeder., og man kunne se den direkte linje fra skitserne, hvor kunstneren havde taget de stærkeste elementer og overført dem til lærredet.

Alvorlige voksne ville måske kalde det ”brainstorm” – for så lyder det seriøst og vigtigt. Men det ER leg, det er evnen og viljen til bare at lade hjernen blæse afsted, og associere uden grænser.

……………………………………………………………………………………………………………… 

-Sådan noget pjat! 

-Kan du ikke tage dig selv alvorligt, er der heller ikke andre, der vil!

-Hvorfor spilder du tiden med al det der, når du i stedet kunne arbejde seriøst med nogle gode ting?

-Hvorfor laver du så meget af alt muligt, der ikke kan bruges til noget?

Ovenstående er udsagn jeg har hørt, de fleste mere end en gang. Og ja, de var møntet på mig!

Jeg må indrømme, at jeg er et stort legebarn. Det, der på fynsk he´er ”en pjatrøv”. Og jeg er ikke det mindste flov over det. Det foregår ikke i det skjulte, tværtimod er det ganske åbenlyst, når jeg til møder sidder og tegner flyvefisk og japanske geishaer (eller karikaturer af mødedeltagerne!), på stranden bygger dæmninger og sandslotte, i haven stabler varder af småsten eller laver solur af brosten på brønddækslet  eller - som i øjeblikket: bygger robotter af kasserede papkasser. 

Robotter vel at mærke, der ikke kan noget. Jo, se ud, Men det er da også det. De er hverken elektroniske, i glatpoleret glasfiber eller nytænkte. De er slet og ret papkasserobotter. Og jeg har kun lavet dem, fordi jeg pludselig fik lyst. Egentlig har jeg tænkt på de her robotter i et års tid, men det er blevet ved tanken, for der var så meget andet, der pressede sig på. Men så – på en lille tre-dages ferie i det jyske – stod der en papkasse på min venindes arbejdsbord. Jeg tiggede den, og lånte også saks, hobbykniv og lim, en blyant og en lineal – og så var jeg kørende. Ind imellem de andre ting vi foretog os, som at tage på stranden, spise frokost og diskutere kunst , byggede jeg på min robot. Og han blev færdig, og døbt Herr Robotka, da der var noget old school-russisk industriobot over ham. 

Da jeg kom hjem, lavede jeg hans kone. Hun er blevet beklædt med sølvpapir, men det var nu noget skidt at rode med, selvom jeg havde lavet flere tests af materialerne.

Hun var også blevet udstyret  med en glorie, for jeg tænkte, at hun kunne være en slags husmormadonna-robot, men det så ærligt talt for dumt ud, så den blev pillet af igen. Jeg har aldrig været så vild med husmorstereotypen. Og nu er hun ”bare” Fru Robotka. 

De næste to robotter er også kvindelige. Den ene med en timeglasformet krop, den anden veludrustet på babsefronten; hun har hele fire af slagsen, for der er ingen smalle steder her. Babsebotten har så også fået et Barbie-ansigt, for det følger på en eller anden måde naturligt med, med det udvidede brystparti. Hun blev navngivet Roberta Pink. Den sidste sølvfarvede er sat på en piedestal, for hun tilhører AI – Artificiel Intelligence, hvilket ses på det store (lange) hovede og antennen. Og hun hedder naturligvis Sophia (græsk: visdom).

Men hvad skulle det gøre godt for, det her robotprojekt, kunne man spørge?

Og dertil må jeg nok svare, at der kun er ét eneste formål: nemlig at more mig.

Idéen har snurret i mit hoved, og da først Herr Robotka var blevet en realitet, kom fruen – og bagefter de to næste. De kom ud af den blå luft, af ren og skær  skabertrang og som en leg. For jeg skal hverken sælge dem eller bruge dem til andet end pynt.

Og dog. For alle de lege jeg leger, alt det ”unødige”, det, der ikke har noget formål, det, som bare er pjat og tidsfordriv, sætter alt sammen gang i andre ting. Og når jeg leger, lærer jeg. Jeg bruger mine hænder og min hjerne og min kreativitet, og disse tre ting udvikles naturligt under legen. For jeg tog ikke en ”sådan laver du en robot”-bog; næh, jeg lavede den fra bunden. Måtte udtænke målestok og størrelsesforhold, afprøve bæreevne og meget andet og jeg havde det rigtig sjovt undervejs. Måske vil jeg en dag tegne robotterne, og måske bliver det nogle fantastiske billeder. Eller måske ikke. Det er ligegyldigt. Jeg har haft det sjovt undervejs, og lige om lidt skal jeg male noget megamuselmønster på nogle strandskaller jeg samlede sammen og tog med hjem fra Vesterhavet. Fordi jeg har lyst.

Til inspiration linker jeg et par artikler (godt nok på udenlandsk, men man kan også bare kigge), som handler om kunstnere, der legede igennem og ikke lod sig begrænse af bestillingsopgaver eller imagepleje:

https://www.theguardian.com/artanddesign/2016/sep/30/pablo-people-picasso-national-portrait-gallery

https://davidcharlesfox.com/the-portraits-of-arcimboldo/

Og til allersidst til de rigtig nysgerrige linker jeg til en side om leg, set i pædagogisk og psykologisk perspektiv i forhold til kreativitet. Utroligt spændende med mange interessante indlæg fra kreative mennesker:

http://www.legeskab.dk/Matti-Bergstrøm-720.aspx

3.august 2018 

Kunst og kultur - primært billedkunst, men også musik, film og litteratur - fylder meget i mit liv, og har gjort det, så langt tilbage jeg kan huske. 

Jeg vil tro min interesse startede da jeg var så lille, at jeg ikke kunne læse, men kun se billeder - og lytte til historier og eventyr. Stadig har jeg en svaghed for eventyr som genre, og stadig kan jeg finde på at genlæse 1001 nats eventyr, Münchausens ditto og H.C.Andersens Eventyr, men især Grimms og Perraults ind imellem grumme og skrækindjagende eventyr holder jeg uendelig meget af. De indeholder alt menneskeligt i livet, - vore egenskaber og følelser - de store, som længsel, kærlighed og had, men også de små som misundelse, dovenskab og jalousi - og så endda pakket ind som god underholdning. Andre børnebøger med fantastisk indhold, og som jeg anser for kulturbærende, fyldte også i min barndom, herunder Villy Vilddyr, Cykelmyggen Egon, Charlie og chokoladefabrikken (og den lidet kendte efterfølger Den store glaselevator), Mark Twains bøger om frække drengestreger og De tre små mænd og nummermanden. Illustrationerne kiggede jeg naturligvis rigtig meget på, for inden jeg selv kunne læse, var jeg blot henvist til at lytte og se. Og de klassiske tegninger af især Vilhelm Pedersen, Jiri Trnka og Maurice Sendak elskede og elsker jeg højt. Jeg læser fortsat både gamle og nye (billed-)børnebøger, hvis jeg lige falder over nogle. Her er mine yndlinge klart Roald Dahl, Tony Ross, Anthony Browne og vores hjemlige geniale Kim Fupz Aakeson. 

Kunstbøger var der heldigvis også, og selv i den usleste et-værelses med lokum i gården (ja, det passer desværre) vi boede i i min tidligste erindring, forefandtes der smukke bøger om de gamle nederlandske mestre og Albrecht Dürers vidunderlige, følsomme tegninger. 

Tidligt blev jeg introduceret for museer. Jeg har besøgt en del med især min mor og mormor, der begge interesserede sig meget for kunst. Små, skumle, krinkelkrogede egnsmuseer med underlige lugte, hengemte bymuseer med deres samlinger af støvede rustninger og flinteøkser, og fine kunstmuseer med bonede gulve og malede vægge, hvor skoenes hæle klikkede fornemt, og hvor billederne var kæmpestore og fantastiske. Mit yndlingsmuseum blev dog hurtigt Nordjyllands Kunstmuseum, som det dengang hed - nu Kunsten, i Aalborg - med den ultramoderne, smukke arkitektur af finske Alvar Aalto - både ude og inde, og det skarpe blik for samtidskunst. Jeg var vild med det hele fra Niki de Saint Phalles kulørte kæmpekvinde, Trampedachs skræmmende installationer og  Heerups skraldekunst til abstrakte værker og COBRA-kunst (minus Asger Jorn, som jeg først for nylig har åbnet mig for, og virkelig taget til mig).  

Moderne og klassisk- fortid og samtid. Altsammen i lille Danmark, der også dengang i 60´erne og 70´erne havde meget at byde på. Nu er der mange flere tilbud, og museerne har gjort en stor indsats for at tiltrække børnefamilier, med særlige børnevenlige udstillinger, og åbne værksteder i børnehøjde. Mange af museerne har også skoletjenester - men det er en anden historie, som jeg vil komme nærmere ind på i et senere indlæg. 

Men dyk nu ned i kulturen! Tag en ven med, en nabo, dine børn - eller gå alene - og se at komme ud at kigge på kunst! Berig dig selv og dine kære. Kunsten er der, og du kommer helt sikkert ikke fattigere hjem. Og når I så kommer hjem, så snak om den. Kunsten. Billederne, videoerne, skulpturerne. Sæt ord på. Hvad I kunne lide, og hvad I ikke kunne lide. Og især hvorfor!  Mange museer har ovenikøbet en gratis-dag (nemt at slå op på google) - her et link til 10 gratis museumsoplevelser i København http://rejseblokken.dk/10-museer-med-gratis-adgang-koebenhavn/ 

God fornøjelse!