Nødvendigheden af at lege

Allerførst skal jeg sige, at jeg har den allerstørste respekt for kunstnere, der arbejder hårdt og seriøst med deres ting. Arbejder dag ud og dag ind, nogle gange i år, og tilsidesætter alt, for at skabe det ultimative, det optimale, det bedste de overhovedet kan komme frem til gennem hårdt arbejde. Sådan skal det være! Det er hjerteblod, det er følelser og det er vigtigt, måske det vigtigste overhovedet i deres tilværelse. 

Men lige så vigtigt er det at lege, når man arbejder indenfor det kreative felt, herunder kunst. Uanset om man skal sælge sine ting eller blot er en glad amatør.

For leg er udviklende, og det gælder absolut ikke kun for børn, men lige så meget, når man er voksen. !

(Forretnings)kunstnere, der udelukkende producerer værker med salg for øje,  tror jeg ikke rigtig på kan lave spændende ting, der rykker. Jeg har set uendelige mængder af den slags – uoriginalt, fortænkt, fortærsket, plagieret og kønsløst. 

Giv mig hellere en original og frisk børnetegning. Vel at mærke fra perioden inden barnet går i teenagemode, bliver selvkritisk og kun vil lave ting, der ligner det andre har lavet. Pop. Ofte kopier af tegneseriefigurer eller tegninger af popidoler. Hvem husker ikke den periode fra sig selv? Har du måske ikke været rigtig god til at tegne Anders And eller Mickey Mouse? Eller heste fra hestebladene? Og har du egentlig tegnet noget siden, andet end tændstikmænd? Nej vel?

Popkunst er der nu ikke noget galt med; det er en kunstgenre jeg holder rigtig meget af, især den oprindelige fra 1950´erne men også det nyeste skud på stammen, Lowbrow-art.

Tilbage til legen.

Jeg er rørende enig med COBRA-bevægelsen i, at der er noget værdifuldt at finde i ”det oprindelige”.  ”At forsøge at tegne som et barn” er jo en fantastisk idé, for så mange polerede lag af tillært (selv)kritik skal skrælles af, inden vi kommer ind til det oprindelige i os selv. Den nemmeste måde at komme derhen på, er ved at lege – her forstået som, at lave ting man udelukkende laver for sin egen skyld, som en pludselig indskydelse, og fordi man har lyst. Et gammelt mundheld hedder ”lysten driver værket”, og det er ikke helt usandt.

COBRA opstod, fordi en flok kunstnere var utilfredse med den drejning avantgarden i kunst på daværende tidspunkt (1948) havde taget: den førende bevægelse var surrealismen, og kunstnerne  i den nye COBRA-sammenslutning tog afstand fra denne i et manifest, hvor de blandt andet beskriver, at de mener kunsten er kommet til en endestation fordi kreativiteten er død. Der er ingen udvikling, kunst er blevet et instrument til at realisere borgerlige (æstetiske) idealer. De vil nu arbejde på, at den personlige intuition, underbevidstheden og den i alle iboende kreativitet skal vækkes og komme til orde. Dermed mente de også, at alle mennesker har en kreativ åre, og at kunst ikke kun er begrænset til  særligt begavede, skolede kunstnere, men at kunsten er i os alle. 

Det kan man være enig eller uenig i. Udviklingen siden da taget i betragtning havde de både ret og ikke ret: for flere mennesker end nogensinde arbejder med at skabe billeder, men om de alle er kunstnere? Se det er en anden og meget spændende diskussion!

For et stykke tid siden var jeg på Louisiana, hvor jeg så en udstilling med fede, moderne malerier, men kunstnerens skitsebøger var også udstillet og de var ærligt talt næsten endnu mere spændende: fulde af vanvittige, fjollede tegninger, mærkelige forslag til alle mulige og umulige opfindelser, sære ansigter, tossede påfund af alle slags, obskøn seksualitet og sære kostumer; virkelig en guldgrube af piblende kreativitet. Og ud af denne ursuppe af skaberglæde kom de store værker, de ”rigtige” billeder., og man kunne se den direkte linje fra skitserne, hvor kunstneren havde taget de stærkeste elementer og overført dem til lærredet.

Alvorlige voksne ville måske kalde det ”brainstorm” – for så lyder det seriøst og vigtigt. Men det ER leg, det er evnen og viljen til bare at lade hjernen blæse afsted, og associere uden grænser.

……………………………………………………………………………………………………………… 

-Sådan noget pjat! 

-Kan du ikke tage dig selv alvorligt, er der heller ikke andre, der vil!

-Hvorfor spilder du tiden med al det der, når du i stedet kunne arbejde seriøst med nogle gode ting?

-Hvorfor laver du så meget af alt muligt, der ikke kan bruges til noget?

Ovenstående er udsagn jeg har hørt, de fleste mere end en gang. Og ja, de var møntet på mig!

Jeg må indrømme, at jeg er et stort legebarn. Det, der på fynsk he´er ”en pjatrøv”. Og jeg er ikke det mindste flov over det. Det foregår ikke i det skjulte, tværtimod er det ganske åbenlyst, når jeg til møder sidder og tegner flyvefisk og japanske geishaer (eller karikaturer af mødedeltagerne!), på stranden bygger dæmninger og sandslotte, i haven stabler varder af småsten eller laver solur af brosten på brønddækslet  eller - som i øjeblikket: bygger robotter af kasserede papkasser. 

Robotter vel at mærke, der ikke kan noget. Jo, se ud, Men det er da også det. De er hverken elektroniske, i glatpoleret glasfiber eller nytænkte. De er slet og ret papkasserobotter. Og jeg har kun lavet dem, fordi jeg pludselig fik lyst. Egentlig har jeg tænkt på de her robotter i et års tid, men det er blevet ved tanken, for der var så meget andet, der pressede sig på. Men så – på en lille tre-dages ferie i det jyske – stod der en papkasse på min venindes arbejdsbord. Jeg tiggede den, og lånte også saks, hobbykniv og lim, en blyant og en lineal – og så var jeg kørende. Ind imellem de andre ting vi foretog os, som at tage på stranden, spise frokost og diskutere kunst , byggede jeg på min robot. Og han blev færdig, og døbt Herr Robotka, da der var noget old school-russisk industriobot over ham. 

Da jeg kom hjem, lavede jeg hans kone. Hun er blevet beklædt med sølvpapir, men det var nu noget skidt at rode med, selvom jeg havde lavet flere tests af materialerne.

Hun var også blevet udstyret  med en glorie, for jeg tænkte, at hun kunne være en slags husmormadonna-robot, men det så ærligt talt for dumt ud, så den blev pillet af igen. Jeg har aldrig været så vild med husmorstereotypen. Og nu er hun ”bare” Fru Robotka. 

De næste to robotter er også kvindelige. Den ene med en timeglasformet krop, den anden veludrustet på babsefronten; hun har hele fire af slagsen, for der er ingen smalle steder her. Babsebotten har så også fået et Barbie-ansigt, for det følger på en eller anden måde naturligt med, med det udvidede brystparti. Hun blev navngivet Roberta Pink. Den sidste sølvfarvede er sat på en piedestal, for hun tilhører AI – Artificiel Intelligence, hvilket ses på det store (lange) hovede og antennen. Og hun hedder naturligvis Sophia (græsk: visdom).


Men hvad skulle det gøre godt for, det her robotprojekt, kunne man spørge?

Og dertil må jeg nok svare, at der kun er ét eneste formål: nemlig at more mig.

Idéen har snurret i mit hoved, og da først Herr Robotka var blevet en realitet, kom fruen – og bagefter de to næste. De kom ud af den blå luft, af ren og skær  skabertrang og som en leg. For jeg skal hverken sælge dem eller bruge dem til andet end pynt.

Og dog. For alle de lege jeg leger, alt det ”unødige”, det, der ikke har noget formål, det, som bare er pjat og tidsfordriv, sætter alt sammen gang i andre ting. Og når jeg leger, lærer jeg. Jeg bruger mine hænder og min hjerne og min kreativitet, og disse tre ting udvikles naturligt under legen. For jeg tog ikke en ”sådan laver du en robot”-bog; næh, jeg lavede den fra bunden. Måtte udtænke målestok og størrelsesforhold, afprøve bæreevne og meget andet og jeg havde det rigtig sjovt undervejs. Måske vil jeg en dag tegne robotterne, og måske bliver det nogle fantastiske billeder. Eller måske ikke. Det er ligegyldigt. Jeg har haft det sjovt undervejs, og lige om lidt skal jeg male noget megamuselmønster på nogle strandskaller jeg samlede sammen og tog med hjem fra Vesterhavet. Fordi jeg har lyst.


Til inspiration linker jeg et par artikler (godt nok på udenlandsk, men man kan også bare kigge), som handler om kunstnere, der legede igennem og ikke lod sig begrænse af bestillingsopgaver eller imagepleje:

https://www.theguardian.com/artanddesign/2016/sep/30/pablo-people-picasso-national-portrait-gallery

https://davidcharlesfox.com/the-portraits-of-arcimboldo/


Og til allersidst til de rigtig nysgerrige linker jeg til en side om leg, set i pædagogisk og psykologisk perspektiv i forhold til kreativitet. Utroligt spændende med mange interessante indlæg fra kreative mennesker:

http://www.legeskab.dk/Matti-Bergstrøm-720.aspx

Using Format