Bio

"Alle mine billeder er eksperimenter" 


Fortællingen er det centrale, når Miriam Reiner søger sit udtryk i en ofte stiligt ornamenteret detaljerigdom, hvad enten hun udtrykker sig med akvarel, tuschtegning eller blandformer. Fortællingen er motivisk oftest centreret omkring det drømmeagtige surreelle, det magisk reelle, eller et mørkere, mere skræmmende univers - mystisk eller mytisk. 

Miriam’s metier er først og fremmest tegning som kunstnerisk udtryk: fine, organiske streger, der slynger sig og fremtryller et helt særligt univers, oftest med mange elementer fra så forskellige steder som urskove, storbyer eller måske et fremtidsscenarie, befolket af dyr, planter og mennesker, især kvindefigurer. Oftest tegnet med få milimeter tynde finelinerpenne, andre gange med en gammeldags metalpen med træskaft eller med blyant. 

Ind imellem følger der en tekst med billedet. Men om det er ordene eller billedet, der kom først, er umuligt at vide, oftest er det et samspil.

"Alle mine billeder er eksperimenter", siger hun, og fortsætter: "Jeg drømmer meget, og ind imellem tager jeg elementer fra mine drømme og sætter ind i tankerækker jeg har i vågen tilstand. Det sansede betyder også meget for mig;  ind imellem mere end det reelt oplevede, og det kan jeg udtrykke i mine billeder eller installationer, ofte bedre end med ord. 

Min motivverden er i bund og grund poetisk, ofte med anstrøg af følelsesstrømninger og med kulturspor og symboler iboende, enten fuldt synlige eller gemt væk, hvor man først opdager dem efter at have set længe på værket." 

Using Format