I går så jeg en lille film, der gjorde stort indtryk. 

Det var filmen Don´t worry. He won´t get far on foot, en bittersød portrætfilm, der handler om tegneren og alkoholikeren John Callahan, baseret på hans egne memoirer. Den bevæger sig frem og tilbage i tiden før og lige efter den ulykke, der smadrede hans liv til atomer, og efterlod ham lam fra brystet og ned og dømte ham til at tilbringe resten af livet i en kørestol. Callahan spilles af Joaquin Phoenix, der med stort talent og charme er den irriterende og grænseoverskridende Callahan, der dog efter at han går i behandling, efterhånden folder sig  ud som menneske og tegner. 

Callahan havde et alvorligt alkoholmisbrug, og var startet med at drikke allerede som 13-årig. Hans livs traume drejede sig om, at hans mor ikke havde villet have ham, og at han derfor blev adopteret til en familie, der ikke holdt særlig meet af ham, og strengt opdraget af nonner på en katolsk klosterskole. En evig inspiration til hans satiriske tegneverden. 

Callahan turde, hvor andre tav. Han gik skridtet meget videre end Gary Larson, en anden amerikansk vittighedstegner, der også har samme lidt nervøse tegnestil og absurde komik. Men den store forskel er, at Callahan gjorde grin med tabuiserede emner: dværge, nonner og religiøse i det hele taget, etniske grupper, handicappede, fattige og andre grupper, der lever på kanten. Han gik heller ikke af vejen for at fabrikere vittighedstegninger om Ku Klux Klan. Og der vil jeg mene, man skal have helt særlige evner, for at få det til at blive morsomt. Men i hans årer flød kulsort humor, og jeg synes stadig hans tegninger holder.

Jeg har været fan af Callahan i mange år. Da jeg tilfældigt opdagede et af hans albums, troede jeg faktisk det var et af Gary Larsons, lavet på en dårlig dag, for stregen var lige en tand mere rystende, og øjnene sad ret forkert i hovedet på folk, og var heller ikke lige store. Men så bladrede jeg videre, og der åbenbarede sig en skandaløst upassende verden, der – skønt emnerne var så groteske og grænseoverskridende – alligevel var hylende morsomme. 

For Callahan blev hans ulykke måske hans redning? Hvis ikke han havde været med i bilen den ulyksalige aften, men havde taget en taxa hjem, var han måske fortsat sit liv i uendelig druk uden mål og med? Efter at have været helt nede og skrabe bunden flere gange, et sted ikke mange kommer, vendte det, og han gik endelig i behandling for sin alkoholisme. 

Gruppeterapien forbundet hermed åbnede langsomt hans øjne for, at han ikke var den eneste i verden, der havde heftige ting at slås med. Hans egoisme og selvmedlidenhed blev efterhånden åbenbar for ham. Langsomt begyndte han også at tegne, med stort besvær, da han fysisk stadig var meget mærket efter ulykken, og ikke havde armenes/hændernes fulde brug. 

Han brugte sin nye indsigt som brændstof i sin tegnekunst, han portrætterede skånselsløst alverdens tabubelagte, groteske emner – og som han selv formulerer det: ”..alle ler – skamfuldt eller åbenlyst.” Vores mere eller mindre gode opdragelse forbyder os at gøre nar af andre, men som satiretegner må han tage sig friheden. Og fordi han selv tilhører flere af de marginaliserede grupper, de fysisk handicappede OG alkoholikerne, må vi andre også grine. Og det er befriende, for vi griner med ham.

Han fik snart en stribe i en lokal avis, og senere striber i både The Los Angeles Times Magazine og i The New York Times. Og mange, mange fans. Men også modstandere. På hans egen hjemmeside har han lagt nogle af de hadebreve han modtog, og i deres (selv)retfærdige indignation er de mindst ligeså morsomme som den oprindelige vittighedstegning, der var årsag til forargelsen! 

I den tid vi lever i, har satiren ellers hårde vilkår. For den omsiggribende politiske korrekthed er i al sin godhed ved at tage livet af satiregenren. Der er konstrueret nye ord, der beskriver alt det skamfulde, det vi ikke må:   slutshamning, fatshaming, sexisme, racisme, fascisme og indlejret  stigmatisering. Alt sammen meget alvorligt. Og jeg sympatiserer bestemt med mange af de, der vil løse disse samfundsmæssigt tunge problematikker. 

Men der må og skal også være plads til et godt grin ind imellem. Ellers bryder vi sammen under byrden af Livets Uretfærdigheder. Vi vil aldrig kunne løse alle Verdens problemer – lige meget hvor gode mennesker vi tilstræber at være, hvor pænt vi omtaler folk eller hvor ondt vi har af de, der har det svært.

Jeg arbejder selv i en tung branche – specialundervisning  af unge med både diagnoser og psykosociale problematikker– og alle de mennesker, der har et godt fungerende arbejdsliv i det fag, er glade for galgenhumor. For det er et fantastisk mentalhygiejnisk redskab til at gøre det ubærlige bærligt et lille øjeblik. En god, sund latter over noget af det groteske man kan blive præsenteret for i det system – politisk ukorrekt, som det måtte være - er en nødvendighed. Og at grine godt igennem, er den bedste medicin mod det tungsind, der kan gribe en, når man ind imellem ikke ser andet end udfordringer hele vejen rundt. 

Jeg mener satiren har sin plads i ethvert moderne samfund, og at den er nødvendig. Nødvendig, fordi den giver os mulighed for et lille grin, for at pjatte lidt, og glemme hvor hårde og svære visse ting er her i livet.

Satiren skal bruges som en lille smilepause, et hul i alvoren, og når den er god, og satiretegneren begavet, kan det opløfte sig til noget nær kunst. For det er en kunst, med et kærligt glimt i øjet, at påpege det sjove i det groteske og vanvittige, uretfærdige eller hvad det nu måtte være. Det er  det, vi skal bruge satiren til! For selvom den udstiller og gør grin med, nedgør den ikke. 

Tjek John Callahans hjemmeside ud: http://www.callahanonline.com/index.php

Og se filmen, den er absolut seværdig.